Brede værk

Brede Værk er museum for industrikultur og ligger ved Mølleåen nord for Kongens Lyngby i Danmarks største, fredede industrianlæg. På museet kan man blive guidet rundt af sin egen virtuelle ledsager mellem gamle maskiner, høre hvordan Danmark blev et industrisamfund og selv prøve at arbejde ved et samlebånd. Museets fabriksbygninger ligger midt i naturen med en mølledam, park og nyttehave med orangeri. De forskellige udstillinger viser, hvordan danskerne har udviklet sig inden for fabrik effektivitet.

Hvilke lokaler var til hvad og hvem arbejdede der?

Direktionslokalet (1)

Bord og stole i direktionslokalet stammer fra direktionens mødelokale i Brede. På væggen div. fotos fra Brede samt et maleri af fabrikken, signeret ”AND 38”.

På den høje, smalle skærm umiddelbart overfor direktionslokalet ses film fra den første del af produktionsprocessen, især uldens ankomst, sortering og rensning. Filmene stammer primært fra Brede Klædefabrik og fra Brandts Klædefabrik i Odense.

Kartemaskinen (2)

ved siden af direktionslokalet stammer oprindeligt fra Løgstør Klædefabrik. Den er, som mange andre af tekstilindustriens maskiner, fremstillet i Chemnitz i Tyskland, sandsynligvis kort efter år 1900.

Kartemaskinens funktion

er dels at få uldens fibre til at ligge i samme retning, dels at samle ulden i lange strimler, såkaldt forgarn. Det første sker ved at ulden føres mellem roterende tromler som er tæt besatte med metalpigge. Det sidste sker med flordelen, som ses bagerst på maskinen. Her ses også en stok med færdigt forgarn, parat til at blive flyttet fra kartemaskinen til spindemaskinen.

Forspindekarten

Normalt vil man på en tekstilfabrik have karterne opstillet i et system på tre efter hinanden, startende med en såkaldt grovkarte, efterfulgt af en finkarte og til sidst en forspindekarte. Af pladshensyn har vi kun udstillet forspindekarten – en fuldstændig kartesats vil altså være ca. 3 gange så lang.

Spindemaskinen (3)

stammer ligeledes fra Løgstør Klædefabrik. Den er fremstillet i Magdeburg i Tyskland. Den er købt brugt til Løgstør omkring år 1900.

"Selfaktor"

Maskinen er en såkaldt ”selfaktor”, hvilket er en sammentrækning af det engelske ”self acting” – en hentydning til, at maskinen i modsætning til tidligere spindemaskiner fungerede delvist automatisk.

Arbejdsprocessen

Maskinen er forsynet med to vogne – en på hver side af midterblokken – med i alt 300 spindler. Bagerst på maskinen er anbragt stokke med forgarn. Under spinding kører vognene frem og tilbage. Spinding foregår som en proces i tre tempi:

1. vognen kører ud, hvorved forgarnet strækkes
2. vognen står stille mens spindlerne roterer – herved spindes garnet
3. vognen kører tilbage, mens det spundne garn spoles op på de stadigt roterende spindle

Mesterkontoret (4)

Overfor ses spindemaskinen mesterkontoret. Møblementet stammer ikke fra tekstilindustrien, men det gør de fag- og lærebøger, stofprøver m.v. som ses på bordet og i reolen. På bordet ligger desuden et apparat til at måle fejl i det færdige stof.

I lære i Tyskland

De tysksprogede lærebøger har tilhørt Manuel Heinrich Andrés. Som søn af den tekniske direktør på Hellebæk Klædefabrik blev han 1920-23 sendt på tekstilfagskole i Cottbus, Tyskland. Efter at have arbejdet i Sydamerika blev han senere selv teknisk direktør i Hellebæk.

At tage på skole i Tyskland var i øvrigt almindeligt for tekstilindustriens funktionærer. For en god ordens skyld skal det nævnes, at det ikke er Andrés der som person har stået model til mesteren i de interaktive film.

Klædevæve (5)

Efter mesterkontoret står to klædevæve. Vævene er fremstillet af firmaet Schönherr i Chemnitz, et firma som var storleverandør af maskiner til tekstilindustrien. De er oprindeligt anskaffet til Den militære Klædefabrik i Usserød, formentlig i 1937.

Processen med skudgarn

Vævene virker ved at skytten, som indeholder en spole med såkaldt skudgarn, skydes frem og tilbage på tværs af væven, således at skudgarnet flettes med det langsløbende kædegarn, som afvikledes fra den store tromle bag på maskinen. Pt. er ingen af vævene dog monteret med garn, sådan som de ville være det i drift. Det er planen, at de skal monteres med garn på et senere tidspunkt.

Elektromotor

Mens de øvrige udstillede maskiner er trukket fra en central kraftkilde v.h.a. remme og aksler i loftet, er vævene udstyret med hver sin elektromotor – en teknologi som vandt frem på dette tidspunkt.

Akkordarbejde

Vævene er opstillet som par, med front mod hinanden, således at to maskiner kan betjenes af én væver. Den ene væv er forsynet med en tæller. Formålet med denne er at tælle vævens ”skud”, dvs. skyttens gang på tværs af væven. Dette blev brugt som grundlag for akkordberegningen.

Noppebord (6)

Bag vævene står et noppebord. Det var nopperskernes opgave at kontrollere det vævede stof for fejl, fjerne evt. knuder o.a. Det skete dels umiddelbart efter vævningen – såkaldt grovnopning – såvel som med det helt færdige klæde – såkaldt finnopning.

Valkning

Efter vævningen bliver stoffet valket, dvs. bearbejdet med valser eller hamre i et vandbad. Det sker for at skabe den særlige filtede overflade, som kendetegner klæde. Denne del af produktions-processen er ikke vist i udstillingen.

Ruemaskinen (7)

Efter valkningen føres det tørrede klæde gennem ruemaskinen. Ruemaskinen stammer fra Brandts Klædefabrik i Odense. Den er fremstillet i Aachen, Tyskland – fremstillingstidspunktet er ukendt.

Luven kradses op

Formålet med ruemaskinen er at kradse luven op, så det valkede klæde får en blød overflade. Det sker ved at klædet føres hen over tromler, som er tæt besat med karteboller. Kartebollerne er de tørrede blomsterstande fra en tidselplante. De brugtes tidlige til at karte ulden – deraf navnet.

Fejemaskinen (8)

Med jævne mellemrum skal kartebollerne rengøres for uldtotter. Det sker ved at afmontere metalskederne, som de er fastgjort i, og anbringe disse i fejemaskinen som står til højre for ruemaskinen. Ved bordet bag fejemaskinen blev ødelagt karteboller skiftet ud med nye.

Farvekufe (9)

Den sidste maskine er en farvekufe som stammer fra Løgstør Klædefabrik. Fabrikat og alder ukendt. Den er af en noget primitiv type, i forhold til hvad der normalt ville være anvendt i denne sammenhæng. Vi har dog valgt at medtage den i udstillingen, da vi ikke har mange genstande som viser den ”våde” del af produktionsprocessen.

Denne del af processen – vask, farvning, mv. – samt den afsluttende kvalitetskontrol og afsendelsen af færdige varer, kan ses på filmen der vises på den høje, smalle skærm på bagvæggen.

Frokoststue (10)

Endelig findes der i udstillingen en frokoststue. Publikum er velkommen til at benytte borde og stole til en pause (dog henvises spisning til gården eller kaffestuen).

På væggen i frokoststuen hænger en serie billeder, som viser de forskellige produktionsfaser i fremstillingen af klæde. Billederne stammer oprindeligt fra Hellebæk Klædefabrik, hvor de var ophængt i kantinen.

Kilde: http://bredevaerk.natmus.dk

Se tøjindustriens udvikling gennem de sidste hunrede år